New York

Welcome also to my Amarican friends, sorry so little is in English right now, I will try to change that soon, please be patient... hope you like the pictures anyway... see ya around... Now I am home in Molde, Norway again. But I'll soon be back in New York. Hello to Richard and his wife, Jemilla, at Greenwich Village Bistro, Phil, Kristin, Monique, Marc and Chris, the desperate brothers and the girls at Bitter End..

Beeing in New York for the first time was a large experince for me. What a wonderful city.

Our digital camera was stolen in Harlem at Christmas Eve, so we don't have that many pictures, but take a look here if you please:

... Jeg "er nødt til" at mangfoldiggøre for alverden, at min gamle drøm om, at komme til rocken's Mekka New York, nu går i opfyldelse: onsdag den 19. december kl. 6.55 drager fruen og jeg fra Gardamoen lufthavn i Oslo til Zürich for samme aften at lande 25 km fra Manhatten, hvor vi skal bo.

Vi har været så urimelig heldige, at få lov at låne en lejlighed på Manhatten af en norsk-amerikansk oprera-sangerinde og skal fejre jul og nytår i "The big Aple" og vender først snuden mod nord-øst nytårsdags aften !

Skulle du have lyst til at følge os lidt i vores eventyr så hold øje med siden her, den vil jeg opdatere løbende under rejsen. Håber nogen får lyst til at kikke forbi...

Så er vi endelig på vej. Dette skrives i flyet på vej fra Molde til Oslo. Hvor har ventetiden været lang. Jeg har stadig feber, men hva pokker, skal man dø, så er New York vel en udemærket plads... Efter at have sendt de 4 sidste e-mails til Søren Krogh for i dag, tog vi en taxa kl 16. sharp ! Her sidder jeg så og famler rundt med juice, kaffe tørt smørrebrød og min allestedsnærværende tro følgesvend: min computer. I nat skal vi overnatte hos Jan Moren i Oslo nær Gardamoen, som traditionen tro har glemt vi skulle komme. Johnny Loen har det fulde ansvar for klaver og blomster derhjemme. 6.55 i morgen tidlig sætter vi så af mod Zürich, hvor vi er ved 9.30 tiden. 16.30 sætter vi efter planen over Atlanten. New York nåes efter planen 1.30 onsdag nat dansk tid. Så det...

SHIT !! - pis og røv..... for fanden da... Jeg har glemt ledningen til PC/Internet !!!! Hvor dum går det an og være. Altid klar i min computertaske, som jeg IKKE tog med i dag ! Johnny er sat på opgaven ! Ledning leveres til Molde Lufthavn og sendes hertil sent i aften. Han er en helt !! Det må koste en lille flaske cognac, mindst !

Strange world out here... Sidder nu på en bar i Zürich, der er mere New York end New York. Og tro du bare det er løgn, men jeg har digitale beviser! Midt på baren troner frihedsgudinden 2-3 meter høj og så fremdeles. Tja... Ellers handler det mest om at slå timerne ihjel til Airbussen går til "the real thing". - Schwiez gab, hvad er det: Ost, banker og ure. Zürich, en utrolig anonym storby... men det er vel også selve kernen i den sweizske bankfilosofi - diskretion. Gad vide hvor meget naziguld der ligger her i bankboksenes nøkterne tavshed ? Penge lugter ikke, medmindre der er kommet lort på dem.

Sov 2 op kl. 5. Rejsefeber. Nå, som fruen siger "sidste måltid i Europa". Det lyder sådn ... lidt ... gør det ikke ? Nå, i går endte på et Hotel ti km. fra Gardamoen til en kvart million Braathens-point. Ja, det ved enhver nordmand hvad er, de bruger jo som bekendt fly, som vi andre bruger bybussen og Braathens-point er daglig samtaleemne i alle landets kantiner. Never mind, jeg kom mig jo gratis til Oslo på 17.314 points. Så jeg er diskret taknemmelig.

New York overgår den vildeste fantasi. Mine største forventninger. Det er bare så vildt ! Det er værre end på film. Flottere, større, mere fantastisk ! Warw ! Jeg kan kun sige køb en flybillet og oplev det ! Sælg dit fjernsyn, din moster og svigermor, bare skaf nogle penge, og køb dig en flybillet. Ingen ved hvor lang tid du (og New York !) har igen. Du har ikke set en by før du har været her. Jeg forstår godt at New York'erne elsker deres by.

Vi har set ruinerne af World Trade Center og været på toppen af Empire State Building og meget andet. Det får I høre om senere...

Vi har haft en helvedes bøvl med al teknik her i den moderne storby. Men nu er vi endelig, - efter 4 amerikanske suportere på 3-4 timer over to dage havde vist deres uduelighed, måtte Frøkjær træde i karakter og løse problemerne, - på nettet her hjemmefra lejligheden i Inwood nordvest Manhatten. Vi har endnu problemer med vores flotte digitale billeder, og mobiltelefonens simkort virker ikke herovre. De kører på et anndet system end Europas GSM. Et nyt simkort koster 50 dollars ! Så vi kan altså hverken ringe, sende eller modtage SMS. Måske får vi løst de problemer også, hvem ved ?? Men e-mails på den sædvanlige adresse læser vi flere gange dagligt.

Så lykkedes det endelig at tæmme digitalkameraet efter endnu en formatering. Håber I kan fornemme stemningen... flere ord snart...

SIDSTE: samtidig som I andre sidder og smæsker jer med julemiddag derhjemme, får vi stjålet vores fine digitalkamera i bussen i Harlem NYC.... shit...!!...

Juleaften hold vi i den norske sømandskirke på Manhatten, vi fik en plads i sidste øjeblik, fordi et andet par var blevet syg. Ribbe og flæskesteg. Dans rundt juletræet på toppen af bygningen med skyskrabernes lys.... Vi bad fadervor og sang "Dejlig er jorden", deroppe. Jeg fortalte senere forsamlingen lidt om mine følelser om at fejre juleaften i New York "i den første jul i den nye tid".... og sang og spillede "Let it be" på kirkens flygel. Vi var vel små 50 mennesker fra hele verden.

Det glæder mig at siden tilsyneladende har så mange besøgende. Jeg føler jeg har så meget stort og vigtigt at fortælle og dele med jer. Men ordene har ikke stået i kø de sidste dage. Nu tager jeg computeren med ned i byen, så ser vi om der kommer nogle passende ord....

Jeg har fået lov til at lægge Anne Karins fine julebrev til Anne Berit ud her på siden, så god fornøjelse med det nynorske:

Eg skreiv eit brev til deg i går tidleg som forsvann før eg fekk sendt det fordi eg brukte for lang tid. Så no skriv eg heller på ei Word-fil og sender ved.

No er det 2ndre dags julemorgon her. Troels dusjar og eg høyrer ”I Love New York” på stereoanlegget. Eg har ikkje fått den heilt store julestemninga, trass i at juleutstillingane og julepyntinga er overdådig i byen overalt. Her er heile skogar av opplyste tre framfor skyskraparane, store englealear, julegraner m.m. I dei mange flotte hotell-lobbyane (som vi av og til går inn og kosar oss i når vi er ute på byen og har gått lenge) så er julepynten også overdådig – men vakker.

Julafta feira vi på Den norske sjømannskirka saman med femti andre, både amerikanarar, nors-amerikanarar og nordmenn bosett i Amerika for lengre eller kortare tid. Her var det oppdekt til julebord i norsk stil og vi fekk både kjempegod ribbe og svineribbe – og risenkrem til dessert. Etter middagen gjekk vi rundt juletreet som var på toppe av bygningen ute på taket, midt innimellom dei flotte opplyste skyskraparane og med klar himmel og stjerneklart. På oppfordring frå Troels sang vi Deilig er jorden. Det vart ein uforglemmeleg gang rundt juletreet høgt der oppe på taket – ute! Plutseleg dukka nissen opp frå eit tak ein etasje over der vi var – for så å forsvinne igjen over taket. Så då vi var nede i salen igjen kom han ned med stige frå ”loftet” med sekkar med julegåver til oss alle. Alle hadde med seg ei julegåve som så vart delt ut. Koseleg.

Men julafta vart også det nye dyre kamera vårt stole. Det skjedde då vi skulle ta bussen til down town - ned i byen. Troels dreiv og fotograferte inne i bussen. Plutseleg reiste han seg opp og for fram til buss-sjåføren for å spørre om kvar han kunne kaste epleskrotten. Kameraet låg då i lomma på ytterjakkka hans som hang igjen på setet ved siden av meg. Buss-sjåføren stansa bussen slik at han kunne gå ut å kaste den i ei søppelkorg ute. Alle sin oppmerksomhet var retta mot han. Det kunne ha skjedd då. Vi merka ikkje at det var vekk før litt seinare. Då hadde vi gått av bussen fordi Troels synest vi ikkje hadde tid. Bussen stansa nemleg ved kvar gate nesten for å ta på eller sleppe av folk. Vi hadde mykje vi måtte ordne før det blei kveld. Så då gjekk vi av og inn på ein plass der vi bestilte kaffe og frokost. Så for plutseleg Troels ut frå der vi sat mens han held på og bestilte mat. Det viste seg at toalettet var på utsida. Jakka hans hang på stolen. Då han kom inn igjen og vi åt frokosten vår spurte eg han om han visste kvar vi var. Det visste han nemleg ikkje. Vi var då i Harlem som er den tøffaste og berykta bydelen. Her er det ville vesten med mange tjuveri og det som verre er. Då oppdaga han at kameraet var vekke frå lomma. Så barst det til politistasjonen i Harlem for å melde det savna. Politistasjonen var akkurat slik som du ser det på amerikansk filmar. Politibetjenten kunne nesten ikkje skrive, men fekk no fylt ut skjemaet etter mykje om og men. Dagen etterpå oppdaga Troels at han ikkje hadde sertifikatet og Visa-kortet sitt……Han hadde gløymt det igjen på politistasjonen då han skulle identifisere seg. Så då vi dagen etterpå kom tilbake på politistasjonen var der sjølvsagt ein anna konstabel. Han leitte og leitte i den eine skuffa etter den andre. Utruleg rotete i skuffene. Vi hadde nesten gitt opp å finne det då han plutseleg drog ut ei anna lita skuffe der det låg. Men vi hadde ein fin dag i går. Vi var i Strawberry Field og tente eit stearinlys på minnesmerket til John Lennon i den nydelege Sentral Park. Vi har hatt sol og klarver heile tida, me enkelte dagar har det vore svært kaldt. Det er spesielt kaldt og gå i gatene i byen mellom alle skyskraparane.

Men byen er fantastisk. Den er ein heil verden i seg sjølv. Du har ikkje vore i ein by før du har vore her. Du ville ha likt deg her.

Det var eit par hendingar herifrå. No må eg dusje og kome meg av gårde. Her er så mykje å sjå og oppleve at vi har dagen full kvar dag.

Ha ei fortsatt god jul. Så håper eg dokke vil ta litt etterjulfeiring saman med oss nårr vi kjem heim att.

Vi ankom til himlen ved 6-tiden i går aftes. Himlen ligger nær Little Italy på Manhatten, New York City USA .

Jeg var blevet i tvivl om, at den eksisterede andre steder end i mit hovede, men det gjorde den! Det New York jeg bevist og ubevist har drømt om siden jeg første gang hørte Kim Larsen, Gasolin, Dylan og alt det andet. Var jeg 4, 8 eller 12 ? Ved det ikke, men derom kring.

Jeg tager ikke pis på jer. Jeg er helt alvorlig. Dette var min himmel. Rockens musik og poesi har altid sagt mig mere end bibelen, sorry Jesus. Ikke at du ikke siger ting udover det sædvanlige. Vi var på Bitter End hvor Dylan startede og stadig spiller jævnligt. Beskidt, rådt, småt og med musik og musikere direkte fra himlen. Direkte fra himlen. Da Anne Karin spurgte om vi skulle hjem, sagde jeg: "nej, jeg er hjemme, jeg skal aldrig herfra, jeg skal blot ud og finde en lejlighed her i nabolaget.Men måske er det lidt sent på dagen til det ." Området er fyldt med små beskidte atmosfærefyldte rockklubber som Bitter End. Der kan du finde mig ressten af aftnerne i NYC. I naboklubben mødte jeg Phil, DJ og bartender, og fik en helt og aldeles enestående snak med ham. Om kærlighed, musik, 11. september, USA's rolle, og vores fælles skrøbelige fremtid. Et fantastisk menneske ! Ham tror jeg på, jeg formår at holde kontakten med. Jeg fik også et par timers snak med Brian, som er forsanger i et rockband og satser hele sit liv og penge på det band. Brian har spillet med Blood Sweat and Tears. Han og resten af baren roste Novocaines CD, som jeg spillede for dem. Det gjorde indtryk på mig, taget i betragtning hvad de hører til dagligt. men der var ikke noget pis der...

Mht. Dylan har jeg lyst til at anbefale moldenseren Øyvind Brunvolls gennemgribende Dylansite på www.bobdylan.nu ADVARSEL ! hold dig derfra hvis du har dårlig med tid og er glad for "his Bobness".

Brev til Janne og Siren. (Som Janne først får 4. januar på job, hvis ikke hun læser det her.)

Jeg lyder måske som lallende idiot, når man læser det ovenstående. Den chance tar jeg. Virkeligheden er naturligvis mere kompleks. Men den kommer senere her på siden. Jeg må priotere min kostbare tid her i New York, så derfor bliver det måske indimellem lidt "statementagtig". ...Og lidt kollageagtigt, det håber jeg er ok med jer. Jeg prioritere at få tingene ud til jer, fremfor at kneppe fluer, hvis I forstår. Rettelserne og sådn kommer hen af vejen. Men sandheden og virkligheden er kompleks og nuanceret, også min heldigvis. New York er heaven AND hell, definately ! Og det kan jeg li. De store kontraster er overalt. Når Anne Karin har gjort sig færdig, har vi bestem at vi vil besøge frihedsgudinden. En sejltur fra downtown (World Trade Center). hende må vi hilse på inden vi desværre skal hjem inden alt for længe.

Anne Karin var ude for et uheld i går. Var nær havnet i en kloak med en neger. Hun synes selv det var slemt, jeg synes nu nærmste det kunne lyde lidt hyggeligt ! En idiotet åbnede en stor luge i fortovet mens AK så på vinduer og hun fik et stort sår og bule i benet og var nær styrtet ned til ham. Stakkel.

Ellers bor jeg nærmest i området omkring Bitter End. Og er blevet kendt med en masse musikere, branchefolk og andre rockelskere.

Prøvede en Fender i går til 800 dollars, halv pris af Molde. Åhhhh... Prøvede en håndbygget forleden til 1800 dollars... det var en fantastisk oplevelse. Åhhhh for et instrument. Så vidunderlig at spille på, se på og røre ved. 1800 dollars. Hmmm.

Måske får vi os også et nyt kamera i dag. Tog nogle stemningsbilleder med et engangskamera i forgårs. Men de er på papir, så dem må I vente på...

hører rock, hører rock, hører rock, hører rock...

og fryser...

drikker kaffe, Budwiser og Cola... en pizza eller en sandwich...

simple life for a simple guy...

Nu er det nytår i Skandinavien og vi har skålet for jer i cola og Budwieser, vi r selvsagt på vej i byen. Time Square er stedet man fejrer nytår i New York. Man venter en halv million mennesker. Ja du læste rigtigt: en 1/2 million. De første stillede op i morges og sikkerhedstiltagene er de største i verdenshistorien. Vi må bede til at det er nok. Det er selvsagt det perfekte mål på det perfekte tidspunkt for en terrorist. Men ikke at være der ville være forkert. Livet er blevet anderledes for os alle sammen siden siden september 11.th. Flere og flere over hele verden forstår heldigvis det. Lad os leve og behandle hinanden anstændigt mens vi er her. Godt Nytår !

Håber vi får udskudt vores hjemrejse dato, men ellers er det i morgen aften kl 21.25. Hvilken katastrofe.... Det lykkedes mig ikke at få kontakt til Swissair i dag.

Nej, det går ikke. Vi skal hjem 21.25 selvom vi først behøver at komme hjem til den 7. januar. Øv, øv, øv...... suuukkkkk......

Hvad vi havde forstillet os skulle blive vort livs nytårsaften i byernes by, blev noget nær en katastrofe. Jeg husker ialtfald ikke en mere elendig nytårsaften. Mærkeligt.

På Time Square var folk alvorlige, deprimerede, og til og med agressive. Vi stod i kø i flere timer som sild i en tønde i små ti graders frost. Der var virkelig dårlige vibrationer. Vi forsøgte på alle måder, at gøre det rart, der hvor vi var, men det mislykkedes nærmest totalt. Dem som jeg snakkede med sagde at det var p.g.a. 11.september, stemningen var spændt og ubehagelig, de havde heller aldrig oplevet noget lignende.. Dette nytår var fuldstændig anderledes end normalt. Vi var på Bitter End da nytåret kom. Dårlig musik, hysterisk fuldemandsstemning. Derefter på min yndlingscafe Greenwich Village Bistro hos Ricard hans kone og Jemilla. Vi snakkede lidt, men de var utrolig trætte. Den kaotiske hjemtur til Inwood tog 1 1/2 time.

Nu kan du endelig få lov at se vores alt for få digitale billeder fra byerne by på:

rengøring og oprydning og mange flere NY historier følger til dem der har lyst til at høre dem, men nu vil jeg ha morgenmad med fruen...

Først lidt teknik. Siden her er alt for grafisk tung. Det tager en halv sommer for de stakler som måtte ha det gammeldags modem at hente siden ned første gang. Jeg ved det ! Undskyld. Jeg skal få set på det. Men den slags keder mig.

Og Anne Sofie i går på job, sorry miss ! Til slut blev det mig forbudt at nævne de to ord ! ...og de stakkels børn på børnehjemmet. :-)

Jeg skylder jer at fortælle noget mere om Ground Zero, som New York'erne har døbt det. Det er svært at sætte ord på, selvom det var 11.september som var overalt, på alle måder bogstaveligt talt. Måske netop derfor er det svært at beskrive overfor dem som ikke er der eller har været der efter 11. sept.

Snakkede med virkelig mange om det, nogle må man være veldig varsomme med, andre havde stort behov for at tale om det. Men det sidder dybt dybt i alle, absolut alle i byen. At se stedet gjorde et stærkt stærkt indtryk på mig. Det krøb ind under huden, selvom, jeg troede det var der i forvejen, og jeg fik tårer i øjnene og klump halsen. Jeg føler at dette angreb også er et angreb på mig og den vestlige verden, og har følt det sådan lige siden jeg begyndte at fatte hvad det egentlig var der skete den 11. September. Måske har det været den 12 eller 13 . ?

Som Anne Karin tidligere har skrevet er New York'erne langt mere komplekse og nyanserde i deres syn på hvad og hvorfor det skete skete. Langt mere end vi er i Skandinavien. Jeg har virkelig fået mit billede af amerikanere vendt. Jeg troede det var dem der var simpleminded og unyancerede men fandt ud af at det var mig der var. En god lærdom. Har lært lige siden min ungdom med mit socialistiske udgangspunkt at hade Amerika for deres behandling af de sorte, fattige osv. Og deres fuck'n dollars' verdensherredømme. Jeg ser stadig bagsiden af den amerikanske drøm, men må sige nu, at jeg tror den er sundere for et land og for et menneske end den skandinaviske socialdemokratiske overbeskyttelse og ansvarsforflyttelse. STOLTHED er kodeordet for mig at se. Det har vi glemt at lære vore unger i Skandinavien. Det er altafgørende. Selv de som sidder og tigger på gaderne i NY har stadig nogen stolthed i behold. Det var livsbekræftigende at se.

Misforstå mig ikke. Jeg er stadig socialist, og har stadig stortset de samme grundholdninger, som jeg havde, da jeg var 16 år. Men jeg ser at den politiske venstrefløj i Norge og Danmark er syltet sådan ind i pladderhumanisme, at de er uhyggelig langt fra virkeligheden, og det er farligt ! Selvfølgelig må verdenssamfundet bombe i Afganistan, vi kan ikke forhandle med Bin Ladens folk. (Selv en indkarneret antikrig og fredselsker som Paul McCartney indser det.) Sådan er det bare. Fred koster ! Frihed koster ! Jeg føler samtidig, jeg nu forstår den amerikanske drøm og forstår betydningen af drømme, stolthed og andre amerikanske dyder. Det giver "luft i hovedet og højt til loftet." Eller hvordan jeg nu skal udtrykke det. Ikke at jeg forguder eller idyliserer det amerikanske samfund eller den amerikanske drøm, men jeg bærer nu Amerika og New York i mit hjerte. Virkeligheden er utrolig nuanceret, kompleks og mangfoldig. "What a wonderful world."

Bush sidder på en amerikansk skole og bliver for første gang orienteret om angrebet...

Skriv til mig hvis jeg skal maile nummeret til dig på mp3, eller køb hele pladen, Gold: Amerikansk laid back rock i mesterklasse... (knægten er 24 !)

mailbox

En af de ting der undrede mig mest da jeg kom til New York var at så få talte engelsk. Jo, faktisk. New York er en sand smeltedigle af sprog og kultur overalt. Den første morgen følte jeg jeg gik i en hollywoodfilm, det kunnne bare ikke være sandt det jeg så. Det første der gjorde indtryk på mig var Stars and stipes overalt, overalt simpelthen, og så den her overdådige amerikanske lys-julepynt på de mærkværdigste steder... Nå, men nu må jeg i skole...

OBS. Hvem er mon den mest modige der tør være den første til at skrive i min gæstebog ? Det bliver definately ikke en moldenser... :-)

Har lige hentet nogle herlige engangskamerabilleder fra nytårsaften ( så var den heller ikke værre) skal prøve at få dem skannet ind senere i dag

Tja... øh.. altså... "langemand" ("my only friend") var lidt "out of time" og spillede "jinglebells rock". Øverst giver jeg koncert i en yellow cab på min nye Fender Strat. forstærkeren er ganske rigtigt indbygget i en pakke cigaretter, men lyder ikke derefter. Højre nederst "dancin in the street" ...Og så måtte jeg skifte stømper midt i det hele. I New York vasker man selvsagt ikke tøj, man køber noget nyt...

New Years eve on Time Square was no succes at all though it may seem so at these pictures. There was such a bad feeling there, so maany people where so depressed and even agressive. Well, anyway, these peeople did not feel quite that way, I think. They wanted to selebrate life, to fuck Binn Laden, or whatever. "My only friend" was a little out of time, playing "Jinglebells rock", but anyway he made a good laugh.

Socks where new in the extrem cold, of course in NYC you don't wash clothes, you just bye new. Same day I bought my wonderfule Fender Strat and my girlfriend bought this nice leatherjacket. I also gave a concert in a yellow cab, as you see.

Vi nåede aldrig gudinden. Hun lukkede kl 16, så vi kom 2 minutter for sent, ræsede hele Manhatten rundt på gå-ben og i Yellowcab, men lige meget nyttede det: sidste tur til friheden 15.48. And Thats it. Syntes eller det var vigtigt at besøge hende netop nu. Vi må ta hende næste gang. Dumt !

New York, New York betyder centrum af New York "altså der hvor hele verden er" !

For få timer siden er det offentliggjort på nettet at Bob Dylan, som er uløsligt knyttet til New York giver koncert i Norge og Danmark i april 7. april i Oslo Spektrum og dagen efter i Forum Kbh. Se og få lettet røven og kom afsted... "Do I make myself clear ?"

Ryan Adams giver koncert på Rockefeller i Oslo nu fredag d. 8. februar. Jeg må se om jeg få skrabet nogle kroner sammen så jeg kan få det med, men det er nok desværre tvivlsomt. Men nyd det fra mig, Jan Moren og compagni ! Ryan Adams spiller tilsyneladende ikke i Danmark i denne omgang.

...og så virkede min provokation tilsyneladende alligevel og det BLEV en moldenser, der kom først her nedenunder i gæstebogen, stærkt, Liv Bente, min gamle kollega fra SFO på Nordbyen Skole.

Margunn, Øyvind og Nicolai blev overdænget med min hoste, koldsved, provokationer, bøger, CD'er, guitar, pels, sprit og røverhistorier fra New York i aften. Men Øyvind tog igen, den ros skal han ha ! Han glædede sig af et sandt hjerte over min nye holdning til USA. Hyggelig aften. Men det nærmer sig, at jeg har været ufrisk i en måned nu. Elendigt pjok jeg er !

( Iøvrigt slettede jeg min gamle gæstebog for nogen månder siden, fordi næsten ingen havde lyst at skrive i den. Det var jo ok. Nu må vi se om denne bog er mere sejlivet... )

Jeg savner New York. Jeg savner mangfoldigheden, mulighederne, musikken. Jeg tror ikke det er usansynligt, at jeg kommer til at bo der et par år på et tidspunkt i mit liv. Det har ikke noget hastvæk, ved ikke hvordan eller hvornår, men mit hjerte ved hvorfor. nu får vi se. Nu lyder jeg vist som en lallende idiot igen. Tja... Men jeg tror at de af jer, kære læsere, som har været i "verdenes hovedstad" har lidt nemmere ved at forstå, netop det. Ikke tilfældigt at byens slogan er: "I love New York" for så mange forelsker sig i byen, og så mange bor der fortsat pga. den oprindelige forelskelse, der nu måske er blevet til kærlighed.

Jeg tog til New York med tre hovedformål: At høre rock, at se billedkunst og for at finde ud af "what the hell is going on". Min optagethed af september 11. kan sikkert af nogen opfattes pateitsk, jeg er trods alt skandinav og langt væk fra det, og hvad angår det i bund og grund mig. Men jeg har faktisk lige siden angrebet følt, at det var et angreb på mig, på mine værdier, min frihed, min tro og hele verdens fremtid ikke mindst.

Rock fik jeg hørt, men ikke set et eneste kunstværk. Det er en skandale. Vi spildte desværre så megen tid, mens vi var der, på uvæsentlige ting, f.eks. at være uvel og sengeliggende. Men det er og bliver utilgiveligt at have svigtet gudinden og ikke set et eneste maleri i verdens førende kulturby under et besøg på 16 dage. Det går ret og slet ikke an. Jeg må tilbage. Jeg håber det kan lade sig gøre allerede til sommer, hvor skal jeg nyde den stinkende fugtige varme. Aldrig har jeg været noget sted, synes jeg, der var så koldt, som december i New York. Skyskraberne gør at der dannes en forfærdelig kold vind der går til marv og ben, næsten konstant. Der var langt langt koldere end der er her i Molde. (Det troede New York'erne iøvrigt ikke på !) Men nu får vi se om der bliver til en rejse igen til sommer.

Gasolin for første gang i på Manhatten under optagelsen til deres første og eneste amerikanske plade "What a lemon" 1976, år senere flyttede Kim Laren til New York og prøvede sig solo med en moderne musik, som amerikanerene var langt bedre til, dog lavede han en interessant plade med amerikanske musikere "Kim Larsen og Yankeedrengene" med bl.a. en forrygende udgave af "This is my life".

This is the greatest rock'n'roll band in Scandinavia ever ! Gasolin. 1969-1978. These pictures are from 1976 when they tryed to make it in New York and America. They had no luck. But made some good English songs and records. If you are interested mail me, and I would like to tell you more about Gasolin. They really started it all for a lot of us. As you see my room in 1976 when I was 12 was largely decorated with Gasolin stuff. Though my best childhoodfriend was more into Donald Duck, as you can see....

Af en eller anden grund gør New York det modsatte af det man måske skulle forvente ved mig. Den minder mig om: "Make it simple, Frøkjær" - et par dollars i lommen, en seng at sove i og vidunderlig musik og mennesker overalt, som er forbavsende lette at komme i kontakt med, (også dritsekke og røvere selvsagt) spil noget musik, tjen lidt dollars i en bar eller hvor som helst, hør englene synge når mørket lægge sig og neonen lyser byen op. Hvor svært kan det være, vort liv. Hvor svært gør vi det ikke selv. JEG gør ialtfald !

Gasolin i lufthaven på vej til New York i 1976, check lige de herlige forventningsfulde, letængstelige fjæs...

Jeg har det lidt med New York som med Skagen i Danmark. Jeg er fuldstøndig vild med Skagen og alt hvad Skagen står for. Jeg har vøret der mange gange og haft nogle vøldig store personlige oplevelser der med musikken (bl.a. som medhjælp på Skagen Festival), lyset, kvinderne, malerierne og mig selv.

Men noget at det der er med til at gøre Skagen så storslået for mig er også dens kulturelle historie. Alle af betydning i Danmarks kulturlandskab har været her og har sin egen historie her. H. C. Andersen, Karen Blixen for blot at nævne et par stykker. Jeg graver mig med stor fornøjelse ned i denne kulturhistorie og stedet vokser og vokser i takt i min bevisthed. På sammen måde er det med New York. Jeg ser Gasolin der lige er ankommet med droemmen om at blive et stort rockband i USA, som de er hjemme i Skandinavien, mens jeg går på Manhatten. Ser John Lennon går ud af sin lejlighed, ser Bob Dylan der færste gang kommer til New York og sover på sofaer rundt om i byen med en stålsat tro på at han vil blive en stor stjerne snart. Osv. Det gør min indre biograf til widescreeen.

Derfor købte jeg også en del bøger om netop dette, mens jeg var der. En af dem hedder. "Old Gods almost dead, the 40-year Odyssey of the Rolling Stones". Og jeg sidder netop nu med stor fornøjelse og masser af guf til min indre biograf og laeser om Stones ankomst til Manhatten med flight BOAC 707 i 1964. De tog Manhatten med storm. Jeg har lyst til at citere et stykke fra bogen her, som handler om den foelgende dag, hvor Stones spillede i Ed Sullivan show hvor 70 millioner amerikanere ( !) så med netop denne aften. Hvis du synes, det er mindre interssant er du ikke pligtskyldig til at læse det, det er muligvis et sidespor og en parantes men fokus er dog stadig, NYC, skulle jeg mene...

"The stones performed in stark contrast to what Amaricans had seen coming out of England. America west of the Hudson finally got a load of sweatshirted Mick's leering sexuality, Brians suggestive agression, Keiths pimples and attitude, Charlies Neanderthal look, and perhaps worst and most shocking of all.. the saturnine, older, knowing, lock-up-your-daughters gaze of His Otherness Bill Wyman.

It was Americas introduction to what crictic Nick Kent later called a new, delinquent aristocray. And it scared thhe shit out of normal people. The switchboard at CBS was overwhelmed with angry messages from parents objecting to the Stones. Thousands of them. A shaken Ed Sullivan gave a statement next morning to the press: "I promise you they will never be back on our show. If things cant be handled, well stop the whole business. We wont book any more rocknroll groups and well ban teenagers from the theater. Frankly, I didn't see the group until the day before the broadcasting..... It took me sevneteen years to build this show, and Im not goinng to have it destroyed in a matter of weeks."

The Stones were called slobs and riffraf in the papers that day, but they were already on a plane to a more receptive scene in Los Angles. Six month later, unstoppable, the were back on Ed Sullivan Show too."

From Madison Square Garden (the album mensioned before) oct. 2001, 37 years later...

Ground Zero og en udmeldelse af Amnesty International: 6. New York efter-tanke 22. januar 2002:

Juleaften fandt de 6 lig, dvs. de kunne ikke med sikkerhed identifisere hvor mangelig de mange løsdele tilhørte. Det er så helt ubegribeligt at selvom hundredevis, måske tusindevis af arbejdere har arbejdet med at rydde Ground Zero som New Yorkerne kalder stedet siden 11. september er de langt fra færdig. Man tror det næsten ikke. Men ingenting er bygget eller gjort endnu. New Yorkerne tænker sig grundigt om sammen med resten af verden. Nogle vil ha en park til minde og eftertanke på grunden. Andre synes ikke det kan gå hurtigt nok med at bygge Twin Towers præcis som de var. Terroren skal ikke få lov at bestemme over New York er tanken. Andre igen mener at tånenene skal bygge højere og smukkere og mere storslået end nogensinde. Nogle emener der skal bygges et lavt byggeri. Lige før nytår blevv en stor platform færdig hvor man kan komme og se ud over pladsen. Den blev overstrømmet af tusinder og atter tusinder. Indtil da har området været afspærret og af en eller anden besynderlig grund indhyldet i et højt ugennemsigtigt grønt hegn. Vi er mange tusinde som har trodset spærringerne indtil vi tilsidst blir stoppet af en politimand. Og hopper,eller skærerhul i den grønne dug. Hvorfor verden ikke må se det verden hungrer efter ved jeg ganske simpelt ikke.

Jeg har i mange år været stolt af at arbejde for og være medlem af Amnesty International, men lige nu er jeg flov over at representere en organisation, der i så tydelig grad totalt har mistet fokus og vurderingsevne !

Grunden er åbenlys. Amnesty optræder i disse dage så pinligt i sit forhold til verdens farligst terrorister ca. 150, som er fængslet på Cuba. Amnesty er så helvedes optaget af om disse mennesker har håndklæder og at de bliver transportert med bind for øjnene. I øjeblikket ved verdensoffentligheden stortset ingenting, så hele Amnestys kraftige kritik gå på billeder, man ikke ved hvor eller hvornår er taget og forskellige indicier og rygter. Jeg er så enorm flov over Amnestys opførsel i denne uvæsentlige sag set i sammenhæng med de mange vigtige og alvorlige sager der venter på en organisation som Amnesty.

Amnesty er i øjeblikket så optaget af at disse umenneskelige terrorister skal ha bedre forhold end de forholdb de kom fra og at alle internationale konventioner overholdes til punkt og prikke. Hvilken propotionsforvrængning.

Jeg håber at Amnesty igen kan blive en organisation, man kan være stolt af at arbejde for. Men er bange for at Amnestys image er ødelagt for altid. Hvor er det trist !

Troels Frøkjær

Naturligvis må USA nægte at kalde disse terrorister for krigsfanger. For gør de det, har de krav på at blive sndt tilbage til Afganistan, nu hvor krigshandlingerne er slut og retsforfølges der. Det er der vel neppe nogen der trot vil være godt for verdens sikkerhed, eller ? Desuden har USA ifølge internationale konventioner ikke ret til at udspørge krigsfanger om alt. Dermed kan USA og verden ikke i samme grad få optrævlet terroristnetværket. Tak, USA fordi I tænker selv og ikke høre på pladderhumanistorganisationer som Norsk røde kors og Amnesti International. Men vær ikke i tvivl om at mit hjerte bløder ved at omtale Amnesty på den måde. Hva helvede er det for en verden. ???

Min gamle lærer i Ungdomsskolen Karsten Fritzner startede ofte timerne i samfundsfag med at skive med store kluntede blokbogstaver på tavlen: TÆNK SELV ! og så sagde han igen og igen: "Hvis dette er det eneste I får med fra mine timer i disse to år er det ok, husk: tænk selv, unger !".

Det glæder mig at se at der er andre i verden der kan tænke en selvstændig tanke. Jeg kommer af og til i tvivl, når man følger med i medierne i Norge og Danmark !

Jeg synes det er utrolig vigtigt, at vi i den vestlige verden diskuterer disse ting, jeg tror på at "folkets røst" kan ændre verdenshistorien. Og det ER verdenshistorie, vi står midt i nu ! Vi er med til at bestemme om kloden overhovedet har nogen fremtid i disse dage, og hvilke beslutninger vi træffer nu kommer til at fylde fremtidens historiebøger.